SEARCH

Lysets Tjener

Den, der værdsætter J. Anker Larsens bøger, ved, at hans romaner er fulde af livsvisdom og af hans „evighedserfaringer”, et udtryk, som han selv benyttede for at beskrive en tilstand, som i tidens løb var blevet til virkelighed for ham. Han hørte til de evighedsmodtageliges’ hjemløse familie”.


Ud fra fragmenter af hans egen levnedsbeskrivelse og fra nogle rammende afsnit af hans romaner og citater fra et af hans foredrag, kan vi konkludere, at forfatteren J. Anker Larsen utvetydigt var gnostisk orienteret.

For at skabe en åben dør for dem, som tørster efter Ånden, som han kaldte det, skrev han i sin levnedsbeskrivelse udelukkende om sin spirituelle udvikling. For brugen af ordet ‘jeg’ mishagede ham, som det med al tydelighed fremgår af følgende bemærkning: Jeg har aldrig set, at mennesker blev smukkere, når de anvendte det lille ord ’jeg’.
MÆRKBAR SOM solstråler på huden J. Anker Larsen blev født i firserne i forrige århundrede. Han voksede op i en bondefamilie. Selvom menneskene i hans hjemegn ikke var særligt religiøse, havde han allerede som barn følelsen af, at der måtte eksistere noget evigt. Han oplevede disse følelser som en virkelighed, der var i ham og samtidigt omgav ham. Fra tid til anden kunne han tydeligt mærke denne virkelighed, ligesom solens stråler på huden. I øvrigt
en sammenligning, der haltede, som han selv sagde.

Fra tid til anden kunne det ske, at denne himmelske sol skinnede så stærkt og dybt i ham, at han fuldstændigt glemte, at der også var en verden med venner, med hvilke han kunne lege og lave gale streger.

Efterhånden, som han blev ældre forsvandt det himmelske sollys imidlertid næsten ubemærket fra hans liv. Skyggerne blev tættere og alt fremstod i en grovere virkelighed. Til sidst var evigheden for J. Anker Larsen som en dag, der var forgangen. Han iagttog den ikke mere.
h2. Überschrift hier…Et tørt sted for en tørstig sjæl
Men dybt i ham blev der en tomhed tilbage. Og således blev Larsen religiøs og begyndte at studere til præst. Men det varede ikke længe, for han opdagede, at det teologiske fakultet var et tørt sted for en tørstig sjæl. Undervisningen, som han fik dér, sammenlignede han med kaffe, som man kaldte kaffe, men som ikke var det. Da han havde vendt sig bort fra det teologiske studium, kom han i kontakt med teosofien. Der fik han øje på familiedokumenterne, som han kaldte dem: det var alle sammen ‘gnostiske’ skrifter som Tao te King, Upanishaderne, Bhagavad Gita, værker af Sufi-digtere og kristne mystikere og endeligt også Det Nye Testamente. Men den virkelighed, som han søgte, kunne J. Anker Larsen heller ikke finde hos teosofferne. Han udviklede i stedet for en stærk antipati mod metafysikken, og han blev sig bevidst om okkul-tismens store fare.

I sin brochure Om det virkelige Liv beskriver han de daværende teosoffers okkultisme som en personlig træning til at udvikle et rent stemt instrument, med hvilket der kunne tilkæmpes viden om højere verdener. Men, således spurgte han sig selv, hvad får okkultisten ud af det? Han studerer den astrale verden og gør sin ydre viden større. Og intet andet. Han eller hun erfarer således sikkert ikke nogen sjæleudvikling. Ingen åndelig vækst! Mangt et menneske har med den slags praktikker mistet sin psykiske og legemlige ligevægt. For i øvrigt havde han også selv pådraget sig en metafysisk infektion, der – således sagde han – truede med at blive kronisk. I den teosofiske evolutionslære kunne han ikke se andet end en frygtsom gispen efter vejret. I denne sammenhæng er det forklarligt, at han tydeligt beskæftigede sig med de to naturordener og også belyste aspekter deraf i sine romaner. Han antydede dem som det åbne og det lukkede eller også som prik og bue.
Forklaring om de to naturordener
I sin roman Sognet, som vokser ind i Himmelen (1928) gør han dette begreb anskueligt ved hjælp af en mand med pibe, der underholder landsbyens unge med dybsindige historier. I en af disse historier forklarer han, at pibehovedets forkullede indre side forestiller den synlige, aflukkede verden og dens skinnende ydre side den guddommelige verden, det åbne. Altså et og samme pibehoved og alligevel … en himmelvid forskel mellem den indre og den ydre side!
I sin roman Rus (1934) ople¬ver hovedpersonen en vision. Hun ser, hvorledes der hele tiden drejer sig et hjul, som uophørligt fører alt og alle nedefra og opad og ligeså uundgåeligt ovenfra og nedad. Kun i aksen, i midtpunktet er der ro, der befinder evigheden sig.

Dette billede minder uvilkårligt om et udsagn fra Jakob Bøhme om, at Gud har aflukket den ’onde salniters’ verden, men at Kristus alligevel har angrebet verden i hjertet.

Überschrift hier…HJEMVE EFTER DEN himmelske sol

Efter at have frigjort sig fra den metafysiske jungle relativt ubeskadiget stod J. Anker Larsen efter disse skuffende erfaringer tilbage med tomme hænder og blev opfyldt af en umådelig hjemve efter sine barndomsårs himmelske sol. Drevet af denne hjemve vendte han sig igen mod familiedokumenterne. Han opdagede ikke kun, at de alle udtrykte det samme, men også, at disse skrifter var mere end blotte betragtninger. Det var fremlæggelse af erfaringer! Af oplevelser! Og det var lige det, som J. Anker Larsen søgte efter. Han kunne ikke give sig tilfreds med teorier. Han måtte selv opleve virkeligheden.

Überschrift hier…Du fører et totalt FORKERT liv

Selvfølgeligt fuldbyrdede denne selvrealisering sig heller ikke hos J. Anker Larsen af sig selv. Der opstod talrige forhindringer, som enhver alvorlig sandhedssøger møder. Da der igen indfandt sig en vis åbenhed for evighedens sol, var lysets dom nådesløs. Du fører et helt forkert liv. Hvis du ikke bliver som et barn, kan du ikke arve det nye liv. Vel, det var ikke så lige til, siger forfatteren, for det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end det er for en voksen atter at blive til et barn. Han kunne stadigvæk godt mindes sin angst for at befri sig fra den herskende aviskultur. Viden, talent, selvbevidsthed, fra disse ting skulle han frigøre sig. Det var nødvendigt at begive sig tilbage til en tjenestekarls plan. Senere, da han var brudt i-gennem til visse resultater og nogle gange havde oplevet lyn-hurtige berøringer af det nye liv, begyndte han intensivt at hige efter det. Han begyndte at påkalde sådanne tilstande med viljen, men dette bragte ham længere væk fra målet. Til sidst opgav han også denne egenrådighed og besluttede at leve hver dag, som Gud skænkede ham, efter den indre bøn: Hvad ønsker du, at jeg skal gøre, Herre?
Denne proces krævede tid og opmærksomhed. Men, imedens Larsen var på denne vej, følte han, hvordan rummets og ti-dens lænker løsnedes. Ønsker og længsel efter personer og steder blev mindre. Det var ikke således, at hans følelser blev koldere, men han var ikke mere adskilt fra den kraft, som han tidligere havde følt.

Relaterede emner

Rosenkreuzerne - en erfaringsvej i vor tid

Vi indbyder jer hermed til 7 aftener, hvor vi i fællesskab vil tage ud på en opdagelsesrejse. Denne aften begynder med spørgsmålene om livets mening og med spørgsmålet: „Hvad er det, som virkeligt forandrer os?””

Mere om "Rosenkreuzerne - en er ..."