SEARCH

Det Gyldne Rosenkreuz' Elementære Filosofi

Hvorledes kan man forstå rosenkreuzets universelle gnostiske betydning? Den, der søger et svar på det, vil have stor glæde af at læse denne bog. Bogen indikerer tydeligt, hvad man behøver at gøre, hvis man sandfærdigt ønsker at finde befrielse.

De tre evner, som vækkes

For den interesserede læser, som tager denne bog i sine hænder og derved bliver givet et indtryk af det moderne Rosenkreuz’ filosofi, er et overfladisk bekendtskab ikke tilstrækkeligt. Læseren skal være sig bevidst, at han/hun derved påtager sig et studie, som forventeligt vil tage hele vedkommendes opmærksomhed og dybe koncentration. Rosenkreuzets filosofi præsenterer ikke et generelt livssyn, men berører derimod selve livet hos læseren. Bogen er meget personlig og under læsningen vil man gentagne gange få det indtryk, at Skolen taler direkte og individuelt til én.

Denne oplevelse kan vække modstand og måske vrede fra tid til anden, men det er ønsket, at læseren bliver påvirket og berørt, og frem for alt søges det at gennemtrænge læserens intellektuelle interesser. Enhver, som begynder at gøre sig fortrolig med rosenkreuzets litteratur, vil lægge sig på sinde, at Skolens elever ikke ønsker at demonstrere litterær eller teoretisk viden for at understøtte verdslige og materielle interesser, men alene påtager sig at tjene Skolen, selvom dette måtte stride mod disses personlige interesser.

Forfatteren, som står i sit tjenestefelt, taler til læseren i overensstemmelse med sin tilværelsesstand i det store og ophøjede Lysets Broderskabs navn. Dette Broderskab er kendt under mange navne: Mysterie-præsternes Åndsskole, Kristus-Mysteriepræsternes Mysterieskole, Den indre Kirke, Melkizedeks Orden og Rosenkreuzets Orden.

Det er Skolens overbevisning, at enhver, som læser denne bog, vil indse at Broderskabet taler direkte til læseren; og ved denne kontakt glider både forfatterens personlighed og organisationen Lectorium Rosicrucianum i baggrunden. Heraf følger, at det Broderskab, som Skolen ønsker at bære vidnesbyrd for, ikke præsenterer sig som hverken et samfund, en organisation eller en kirke. Vi taler om en skole, i hvis forgård læseren bogstaveligt vil befinde sig under studiet af bogen.
Konceptet „skole” bør imidlertid forstås på en særlig måde. En elev af Rosenkreuzets Skole uddannes ikke med intellektuelle metoder, den biologiske hjernebevidsthed trænes ikke, eleven eksamineres ikke, og der udstedes ikke eksamensbeviser.

Skolen retter sig mod tre emner, der slumrer i det menneskelige mikrokosmiske system. Ved at gennembryde enhver form for modstand forsøger Skolen at vække disse tre evner og drive dem til aktivitet. Så snart det mindste tegn på evnerne begynder at åbenbare sig i eleven, opstår det ønskede forhold imellem eleven og Skolen. Eleven modtager herefter førstehåndserfaring, indsigt og viden om alt dét, som Skolen overbringer vedkommende.

Såfremt grundlaget for dette forhold er blevet skabt, vil eleven bevidst se nytten og nødvendigheden af alt dét, som Skolen foreslår. Det er således klart, at Skolen ikke besidder en populær trosretning, men en klar og positiv viden; ikke i den forstand, at den samler fakta, dogmer, hypoteser osv., som i den sidste ende alligevel efterlader mennesket tomhændet, men derimod viden i den forstand, at man „begriber”, erkender og opnår en indre besiddelse, som er uimodståelig og absolut.

Når forholdet mellem eleven og Skolen udvikler sig på dette grundlag, er der ikke tale om autoritet eller blid føjelighed. Det er en indre genkendelse, en bevidst vandring ad en vej, hvis ægthed er efterprøvet i en selv.

Tre latente evner vil åbenbare sig i elevens liv: den nye viljes-evne; den nye visdoms-evne; den nye handlings-evne. Mennesket har en vilje, men denne er under nogle forhold ubehersket, mens den under andre forhold er eksperimenterende eller spekulativ. Resultatet af en viljes-handling er aldrig kendt på forhånd, og selv når den er, befinder vi os i mørket, hvad angår eventuelle konsekvenser af den modstand, som er blevet vakt. Mennesket er derfor udelukkende pga. sin vilje plaget af bekymring og frygt. Menneskets vilje er i sandhed aldrig befriende, men snarere bundet af blodets bånd og derfor afhængig af båndets muligheder og kræfter.

Mennesket besidder også en slags visdom i form af en intellektuel evne. Eleven indser, at mennesket også, hvad denne evne angår, er fuldkomment afhængig af det ydre, det synlige, det tredimensionelle. Det er ikke uden grund, at Bibelen siger: „Denne verdens visdom er nemlig dårskab i Guds øjne”. Den, som lever ud fra sine sanser, kan aldrig besidde absolut viden. Dét, som kaldes visdom, er en form for spekulation, der er opnået ved sansernes opfattelse og stærkt påvirket og ødelagt af uddannelse og blodets tilstand.

Mennesket udvikler tillige en hvis art af handling. Men er resultaterne af denne handling ikke overordentligt sørgelige? Er der egentlig tale om meget andet en handlinger til fordel for brød og underholdning? Menneskenes handlinger er fuldkomment karakteriseret ved kampen for livet opretholdelse, som kun er krydret med „sport” eller åndelig romantisering alt afhængig af deres natur. Derudover er treenigheden af vilje, visdom og handling, således som den er i den jordiske natur, bundet til en flammende naturdrift, der kan indikeres som begær. Denne treenighed, der er bundet af begæret eller naturlidenskaberne, er ansvarlig for den biologiske bevidstheds eksistens, jeg-bevidstheden, som i princippet er karakteriseret af selvopholdelsesdriften.

Selvopholdelsesdriften og begæret er yderst lunefulde og beregnende i deres aktiviteter. Når mennesker desillusioneres af en erfaring, springer de fra det ene mål til det andet: i fortvivlelse „danser” de deres „naturdanse” med forestillinger og vildfarelser. Næsten alle religiøse tilskyndelser har baggrund i de erfaringer, som opstår af selvopholdelsesdriften og begæret.

Next page